Dampskibsselskabet

Engelbrecht

          

S/S Martha

 

Siger man S/S MARTHA til en dansk sømand, så bliver
han fjern i blikket, og der breder sig et varmt smil på
hans ansigt.

Lige fra Søværnets inspektionsskibe til A. P. Møllers containerskibe,
kender man skuden MARTHA og filmen om hende - en film, der forlængst er blevet kult også udenfor landets grænser. Søfolk i handelsflåden og Søværnet kender alle til specielle MARTHA-aftener, hvor man mødes i messerne og hygger sig med filmen over alle maritime film fra 1967.

Det var i 2007 40 år siden, filmen om Martha blev lavet. Kagekonen er fra jubilæumsfestlighederne i Martha-selskabet i Gug (Foto: Lone Nielsen)

Det er det navnkundige makkerpar Henning Bahs og Erik Balling, der er mændene bag filmen, og de har på én gang formået at samle glæde ved søen, humor, hyggelig svindel og en dansk tradition for oprør mod autoriteter til en udødelig cocktail.

Henning Bahs har selv en maritim baggrund som shippingman. I 1946 sejlede han - som et led i uddannelsen - en tur med damperen ALICE fra rederiet Torm. Film-skibet blev fundet som en rustbunke i den græske havneby Piræus. Men, baggrunden er altså dansk, for skibet blev bygget i 1927 på B&W i København under navnet ASLAUG og ejet
af rederiet Torm. De 1600 bruttoregistertons sejlede under dansk flag indtil 1951, så blev hun svensk (SINGORITA af Helsingborg), siden libanesisk - og endelig tysk (KORMORAN).

Filmen om MARTHA er ikke bare en dansk kultfilm, men er kendt og elsket af søfolk over hele Skandinavien, selv om skurkene i den er nordmænd, og selvom den danske skipper råber det værste efter nordmændene, han i farten kan komme i tanke om: "Jävla svenskare". Det er noget, der kan lukke munden på nordmændene. Og over hele Skandinavien er der MARTHA-elskere, der kan skrue ned for lyden og udenad fremføre længere passager med de rigtige replikker.


Trods de mange år sejler MARTHA videre - i hvert fald på  videokassetterne og DVD'erne. Hun har også - som formentlig det eneste danske skib - en svensk hjemmeside på internettet, et specielt Martha Selskab i Stockholm,
og et helt værtshus - Børsen i Svendborg - sørger for at føre navnet videre.

MARTHA længe leve !

 

 

 

 

     Forside
     Maritime links
     Rute Tango
     S/S Martha
     De syv have
     Togt i Tyrkiet
     Farvel til ubåde
     Nye orlogsskibe
     Rorgænger